Tag-arkiv: ONJ

DONG FENG DF-304 G2 – så er den gal igen

Her til morgen, da jeg ville starte min Dong Feng DF-304 G2 – den som tidligere hed ONJ430 – skete der intet andet end en hakkende larmende lyd fra startmotoren. Dette kom efter at jeg i snart en måned har haft problemer med hydraulikken.

Snart virkede lift-armene ikke, så satte servostyringen ud, så “låste” den når jeg skulle sætte slanger på til byggeliften – dvs jeg måtte tage trykket fra cylinderen før det var muligt.

Den har godt nok ikke mange timer på tælleren, ikke mindst fordi dens anvendelighed for mig jo har været meget begrænset, og jeg har passet den med eftersyn hos det godkendte værksted.

Dong Feng endnu engang på værksted

Nu må jeg så til det igen! .. Jeg er godt nok spændt på hvad regningen lyder på denne gang?

Ja det er en flot hjemmeside, de har hos ONJ, og glimmer og fine fotos gør ingen velfungerende traktor! Jeg må nok til at overveje om jeg kan støbe en vej hvor min helt almindelige manuelle palleløfter kan køre, når jeg skal bringe træpiller til mit fyr.

Dong Feng DF304 G2 løser i hvert fald IKKE opgaven særligt tilfredsstillende.

Noget godt at skrive om Dong Feng DF304 G2?

Er der slet ikke noget godt at skrive om den?

Næh! Det er godt nok svært at få øje på… JO de er virkeligt kompetente på det værksted, som skruer i dem for ONJ traktor. Det er sikkert også en god forretning for dem, uden at jeg altså har spurgt.

Ville jeg købe en Dong Feng igen?

Nej, så absolut ikke. I bagklogskabens klare lys, som det hedder så smukt, ville jeg have sparet de 143.000 kr, som det hele i udgangspunktet kostede mig, for ikke at skrive om de regninger der er fulgt med siden.

Jeg synes ikke, jeg på nogen måde er godtroende, og lod mig alligevel dengang desværre overbevise af Niels Hareskov. Klog bliver man af skade og sjældent rig.

ONJ-traktor.dk

ONJ-traktor.dk

Ja så kom resultatet fra Klagenævnet for domænenavne vedr onj-traktor.dk

www.onj-traktor.dk kunne jeg ikke få lov til at beholde, og overførte det derfor også straks til onj-tractor.com eller ONJ.dk ved Niels Hareskov.

Nu er der så denne nye webadresse, som endnu mere tydeligt – dvs. OGSÅ i webadressen – redegør for, at det er “erfaringer med ONJ-traktor” den handler om.

Se den som en service til dig, der overvejer at lægge penge for en tilsyneladende billig kinesisk DONG FENG DF-304 G2 eller lignende traktor hos ONJ.dk.  Disse penge kan være givet dyrt ud?

Naturligvis udtrykker den min subjektive holdning og min historie, og at dømme efter de reaktioner jeg jævnligt får  fra mennesker, der søger information om ONJ traktor, er den til hjælp.

I øvrigt google´de jeg Niels Hareskov på nettet, og fandt gamle artikler fra sin tid i mobil-telefoni-branchen. Det fik ligesom fremgangsmåderne med advokat og trusler om stævning til at stå i et klarere lys for mig.

Og hvordan går det så med min ONJ 430 nu?

Tja status er, at jeg hver gang jeg får leveret træpiller på paller a´ et tons, må læsse dem manuelt fremfor at bruge den byggelift jeg havde købt hos ONJ til formålet. Den kan løfte 1/3 dvs 330 kg… og var købt til 1300 kg.

Græsset kan jeg slå med ONJ 430 / DONG FENG DF-304 G2 traktoren og den frontmonterede klipper, når det er blevet for højt til min mindre plæneklipper, . Pænt bliver det ikke. Jeg må efter det hele igen med den lille.

Bagskovlen skal jeg bruge meget forsigtigt. Her kommer de svage liftarme og hydraulikken der også til kort…

Den oser som en dampmaskine indtil den er varm…

Er jeg blevet tilfreds med min ONJ traktor?

Nej absolut ikke.  Det var helt klart en fejlinvestering

ONJ 430 fejlretning

Så fik jeg besøg af en kompetent tekniker og mekaniker fra ONJ, som kunne reparere fejlen på arbejdslyset.

Det viste sig at han er faderen til Niels Hareskov Jensen, og efter sigende har skruet på traktorer hele livet: “Det er en god traktor!” sagde han med overbevisning i stemmen, og fortalte om en kunde som nu har rundet de 9000 timer i sin !
Snakken med ham har beroliget mig en smule. Dieselmotoren er tilsyneladende videreudviklet fra en basismodel fra Deutz traktorer, hvilket jo lover godt. På trods af mine erfaringer med ONJ 430 fejlretning.

En gennemgang af smøreniplerne på maskinen fandt jeg også nyttig, og jeg følte mig i det hele tage bedre tilpas, da han kørte igen. Måske kan den kinesiske DONG FENG DF-304 G2 leve op til det, som ONJ lover?

Trækhest

Dagen i dag kom ONJ430 i sving som trækhest. Jeg har monteret en kugle på trækstangen, så den kan trække en helt alm autotrailer. meget praktisk i en stor have til f.eks. at transportere grene og brænde væk fra det træ, som stormen tog i efteråret.

En hæk, som jeg ville lave en åbning i, gav mig anledning til at afprøve ONJ430 som trækhest. Det er alligevel imponerende hvad 30 dieselheste med 4-hjulstræk og differentialspærre kan klare. En smule overrasket blev jeg.

Naturligvis var jeg forsigtig. Der var ingen grund til at grave huller i græsplænen eller udfordre traktoren mere end højest nødvendigt.

Rettes fejl af ONJ

Rettes fejl af ONJ ?

Tja så er det nogle dage siden, at jeg skrev om det permanente arbejdslys, og jeg har intet hørt endnu?

Nu er pengene jo også betalt, så er det nok knapt så attraktivt at reagere på sådan en reklamation?

Det er nok ikke lige så enkelt at få repareret reklamationer i garantiperioden?  Eller skal jeg blot væbne mig med tålmodighed?  🙂

 30. maj

Så kom der besked pr. mail, at ONJ vil sende en mand ud for at fixe det manglende arbejdslys. OG jeg fik manualen til traktoren med posten .  Måske det lykkes?

Jeg synes uanset at det er noget skuffende, at jeg efter først at have modtaget DONG FENG DF-304 G2 traktoren med defekt elektrisk system og  ikke ordentligt spændte bolte i det hele taget og i særdeleshed på det hydrauliske system, må opleve igen, efter at de havde hjemtaget traktoren for at rette disse fejl, at der stadig er fejl.

Forhåbentligt rettes fejl af ONJ bedre på andre maskiner?

Jeg vil lægge Manualerne til ONJ 430 traktoren op på hjemmeside, lige så snart jeg har fået dem scannet ind.

2. juni

Så måtte jeg til fastnøglesættet og skruetrækkerne igen!
Håndtagene til PTO er gået løse og må fastspændes igen, og tændingslåsens skruer er blevet løse og må spændes.

Hvis du køber sådan en karl her, så sørg for at have værktøj og en vis portion praktisk sans 🙂 .

Da jeg skulle montere den medkøbte bag-skovl, måtte jeg konstatere at der ikke følger en bolt med til topstangen, som passer. Altså afsted til den lokale  maskinhandel og skaffe sådan een.

Den frontmonterede plæneklipper skulle også kunne afmonteres med et enkelt greb. Det fungerer heller ikke. Jeg er nødt til at afmontere alle bolte i trepunkts-ophænget hver gang. Ikke særligt praktisk, og dog muligt.

 

En mangel ved ONJ 430

En mangel ved ONJ 430 ? Og er den væsentlig?

Efter at betalingen var standset indvilligede Niels Hareskov Jensen  i at hente traktor og udstyr igen.

Jeg, for mit vedkommende holdt fast i at jeg efter den temmeligt dårlige oplevelse med maskinen efter blot to timer, ikke længere ønskede at købe den, og gjorde skriftligt pr. mail opmærksom her på.

Næste dag modtog jeg en mail fra Niels, som påpegede at det ikke fra ONJ blev betragtet som en væsentlig mangel (at det elektriske system på den leverede DONG FENG DF-304 G2 ikke virkede og at der sprøjtede olie ud fra utætte forbindelse) og at de derfor ville fastholde mig på handlen.

Ved en efterfølgende telefonsamtale fik jeg dog forståelsen at ONJ trods alt ville indfri mit ønske.

Mail fra advokaten

Indtil næste dag, hvor følgende mail tikkede ind i min “indbakke”

Den 21/05/2014 kl. 07.44 skrev Bent Stamer <bs@bent-stamer.dk>:

Att. Jesper Hejl

 

Vedrørende ONJ.DK ApS salg af traktor til Dem:

Til Deres orientering i ovennævnte sag kan jeg oplyse at min klient ONJ. DK ApS har overdraget mig at inddrive deres tilgodehavende hos dem.

Jeg er blevet forelagt hele sagens korrespondance herunder deres indsigelser. Min klient har leveret en traktor  med to ubetydelige mangler som er blevet udbedret på nogle få minutter og det er på ingen måde tale mangler som kan begrunde en ophævelse. Deres ønske om at hæve synes mere at være et udtryk for at de har fortrudt Deres køb.

Jeg må derfor meddele at sagen vil blive taget til inkasso 10 dage fra dato med deraf følgende omkostninger for dem, såfremt købesummen ikke forinden er tilgået mit kontor.

I øvrigt skal jeg henlede Deres opmærksomhed på købelovens bestemmelser om, at risikoen for traktoren er overgået til Dem, hvorfor jeg skal bede dem drage omsorg for at forsikre traktoren, hvis de ønsker en risikoafdækning i denne henseende.

Jeg medsender hermed den relevante bestemmelse fra købeloven.

Om faren (risikoen) for salgsgenstanden

§ 17. Sælgeren bærer faren for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted.

Stk. 2. Angår købet en bestemt genstand, som skal hentes af køberen, og er tiden inde, da den ifølge aftalen kan hentes, samt genstanden holdes rede, bærer dog køberen faren og må således betale købesummen, selv om     genstanden hændelig er gået til grunde eller forringet.

Med venlig hilsen / Best regards

Bent Stamer

Advokat / Attorney

Advokatfirmaet Bent Stamer A/S ,Hobrovej 395, 9200 Aalborg SV – Tlf.: 96 34 10 00 -Fax: 9634 1001 – E-mail: bs@bent-stamer.dk –www.bent-stamer.dk

Og så fulgte der ellers en mailkorrespondance:

Fra: Jesper Hejl
Sendt: 21. maj 2014 09:28
Til: Bent Stamer
Cc: Niels
Emne: Vedr. væsentlige mangler og deres brev. ONJ Traktor

Bent Samer

Tak for dit venlige brev.

Jeg er sikker på at du ikke vil finde det som en “ubetydelig mangel” hvis din bil leveres uden at det elektriske system fungerer, uanset hvor kort tid det vil tage at afhjælpe denne fejl. At bolte i det hydrauliske system skal efterspændes hører til den klargøring som måtte forventes, og som faktureres fra ONJ.

Jeg er overbevist om at enhver domstol vi give mig ret i denne sag, så på det grundlag ville ONJ intet få ud af en inkassoforretning.

….Og hvorledes drive inkasso på en vare som end ikke er i min varetægt, endsige som jeg har ejerforhold til?

ONJ bærer naturligvis som enhver anden reparatør ansvaret for de maskiner, som står på deres værksted uanset ejerforhold og forsikring. Maskinen tilfører jævnf. ONJ´s egne betingelser fortsat ONJ, da den jo ikke er betalt og ej heller leveret funktionsdygtig.

i henhold til købelovens:

§ 52. Viser det sig, at den solgte genstand lider af en mangel, har køberen, såfremt han vil påberåbe sig manglen, at give sælgeren meddelelse derom i handelskøb straks og ellers uden ugrundet ophold. Afgiver han ikke sådan meddelelse, uagtet han har opdaget eller burde have opdaget manglen, kan han ikke senere gøre den gældende.
Stk. 2. Vil køberen hæve købet, eller vil han kræve efterlevering eller omlevering, skal han uden ugrundet ophold give sælgeren meddelelse derom, og har ellers tabt sin ret til at afvise genstanden eller kræve efterlevering.

….har undertegnede uden forsinkelse givet ONJ besked om de pågældende mangler. At ONJ så ikke mener at se det, som kræver en tilbagetransport, som “en mangel” ændrer ikke ved undertegnedes rettigheder.

Jeg står fortsat og mangler en traktor, det er der ikke lavet noget om ved, og vil gerne modtage den pågældende traktor under forudsætning af, at den betales ved leveringen.

§ 14. Er der ikke givet henstand fra nogen af siderne, er sælgeren ikke pligtig at levere salgsgenstanden, medmindre købesummen samtidig betales, og køberen ikke pligtig at betale købesummen, medmindre salgsgenstanden samtidig stilles til hans rådighed.

Den pågældende traktor er ikke til min rådighed.

Enhver anden leverandør ville have tilbudt mig – for at genoprette tilliden – at prøve traktoren af efter den væsentlige mangelafhjælpning, for at forvisse mig om, at den nu fungerer, som den skal, og derefter overføre betalingen. Jeg har ikke for vane nogensinde at være i restance med nogen betaling, og betaler naturligvis ikke for en vare som allerede ved leveringen, dvs imens Niels Hareskov Jensen er tilstede – ikke fungerer som den skal. Intet menneske ved sine sunde 5 ville gøre dette.

ONJ kan levere den pågældende traktor fuldt funktionsduelig med udstyr, hvorefter jeg vil overføre betalingen.

Dette kan løses ganske smidigt og unødige omkostninger, eller alternativt til fordel for både din advokatforretning og min advokat og bestemt til ulempe for både ONJ og undertegnede. Det valg overlader jeg til Niels Hareskov Jensen ..som muligvis har lagt beslutningen i deres hænder?

Med venlig hilsen

Jesper Hejl

Lige meget hjalp det

Advokat Bent Samer skrev:

Tak for Deres hurtige svar.

Er ikke enig i Deres opfattelse af juridiske opfattelse af sagen, og derfor skal jeg opfordre dem til at kontakte Deres advokat for rådgivning i sagen.

Traktoren er klar til levering og står uden mangler. Jeg har forstået at den defekt de omtaler i det elektriske system, var en mindre overgang i nummerpladebelysning og utæthed i hydrauliske system, var blot en bolt der skulle efterspændes.

Traktoren vil blive leveret på det tidspunkt de angiver. Hører jeg ikke fra dem i sagen i tidligere fristperiode, må de forvente at inkassosagen opstarter som tidligere meddelt.

De har valgt ikke at indgå en aftale med min klient om 24 måneders garanti, men til gengæld kan de jo indenfor lovens rammer lægge Deres erfaringer med traktoren ud på internettet. Min klient håber på en god kritik, men indlægger de en injurierende kritik der er ubegrundet, må de forvente at jeg vil jeg følge op på dette med et sagsanlæg.

Må jeg høre fra Den snarest belejligt.

Med venlig hilsen / Best regards

Bent Stamer

Advokat / Attorney

Advokatfirmaet Bent Stamer A/S ,Hobrovej 395, 9200 Aalborg SV – Tlf.: 96 34 10 00 -Fax: 9634 1001  – E-mail: bs@bent-stamer.dk –www.bent-stamer.dk

…. Og jeg valgte at modtage traktoren

Bent Stamer

Ja med en sådan opfordring skaber du vel omsætning i din forretning? Naturligvis vil jeg kontakte min advokat, såfremt du mener at ONJ vil betale for retsag og/eller retsgyldig afgørelse. Uden en sådan ingen succesfuld inkasso.
ONJ behøver ikke at frygte injurierende kritik. Det er uomtvisteligt at traktoren leveres med faktuelle fejl. Det kan ingen løbe fra. Og mine kommende erfaringer med maskinen kan jeg beskrive, som jeg ønsker det …Og hold da op, hvor jeg undrer mig over den måde at håndtere fejl og mangler på?
Jeg er glad for, at ONJ vil levere traktoren uden mangler nu, som angivet i din mail. Det vil klart opfylde mit ønske om at modtage en mangelfri vare, som jo er udgangspunktet for hele korrespondancen. På det punkt er vi altså enige.
Om muligt vil jeg sætte pris på at få den leveret nærværende eftermiddag gerne efter 16.30 og inden 18.00? Alternativt i morgen torsdag kl. 14.30 og gerne med en telefonopringning inden ankomst idet jeg befinder mig i seminar og er nødt til at forlade dette for at tage imod.
Jeg vil udprinte en kvittering af bankoverførslen ved modtagelsen. Hvis dette vil fungere for ONJ.
Med venlig hilsen
Jesper Hejl

 

Altså er jeg blevet den skeptiske ejer af en ONJ 430 Traktor

Her begynder altså mit bekendtskab med ONJ 430 Traktoren alias DONG FENG DF-304 G2 🙂

Nu undrer du dig måske over, at jeg traf den beslutning?

Mit udgangspunkt var, at jeg behøver en lille traktor. Jeg vil ikke betale 173.000 (inkl moms) for den mindste John Deere, og jeg tænker at den kinesiske traktorproducent som iøvrigt producerer 300.000 traktorer årligt og har gjort det i mange år, trods alt MÅ lave traktorer det fungerer … eller?

Og så er der krig og ufred nok i verden. Advokater tjener tykt på andre menneskers uenighed. For mig handler livet ikke om at være hverken “enig” eller “uenig”.

Hvis traktoren er god og funktionsduelig bliver alle glade, og skulle det modsatte vise sig vil www.ONJ-tractor.com (www.ONJ.dk) sikkert af sig selv se en større fordel i at købe deres ONJ 430 traktor tilbage igen 😉

Livet lever af sig selv, for sig selv.

Jeg ønsker læseren god fornøjelse.

Købet af en ONJ 430

Da jeg efter flere overvejelser besluttede mig at købe en ONJ 430 / DONG FENG DF-304 G2 med front PTO og med byggelift, bagskovl og plæneklipper, var jeg spændt på at få den leveret. Som dækmontering valgte jeg at få den leveret med græsdæk.

Holdt de gode løfter fra Direktør Niels Hareskov Jensen fra ONJ?

Min traktor blev leveret den 14. maj 2014 på min adresse af Niels selv.

Flot ser den ud. Nærmest som en “stor” traktor der har været en tur i tørretumbleren.

Lyset virkede ikke

Umiddelbart efter at den var kørt ned af lastbilen lagde jeg mærke til at lyset tilsyneladende ikke virkede, og vi kunne i fællesskab konstatere, at det elektriske system sprang sikringerne.

“Det er ikke noget stort problem” forsikrede Niels mig, ved synet af min skeptiske mine. “Du kan også starte den ved at kortslutte den. Det behøver ikke at fungere for at traktoren kan køre og arbejde”.

Jeg synes jo nok at en ny traktor skal fungere fra starten, og Niels tilbød med det samme, at vi kunne kontakte en mekaniker som kunne fixe det.  Alternativt “må jeg jo tage den med igen”.

“Hvem er din traktormekaniker” spurgte han med telefonen i hånden.

Da det er min første nye traktor på stedet her, måtte jeg indrømme at jeg ikke sådan lige har en traktormekaniker, som “hører til huset”, og nævnte så den eneste på egnen, som jeg kunne huske.  Niels kontaktede dem og det blev aftalt at de skulle komme næste morgen for at reparere min nye DONG FENG DF-304 G2 traktor!!

“Bare rolig” sagde han “De er dygtige hos Odder Diesel. Det skal de nok få lavet”… Og jeg undrede mig i mit stille sind over, at han kunne udtale sig om dette, da han for et minut siden ikke kendte til “Odder Diesel“?

Ikke nogen lovende start på købet af en DONG FENG DF-304 G2.

Betaling for købet af en ONJ 430

Det var iøvrigt aftalt, at jeg skulle fremvise en kvittering på bankoverførslen af købesummen: 143.250 kr. inkl moms  ved leveringen.

Hydraulikolien sprøjtede ud

Da Niels Hareskov Jensen var kørt, satte jeg mig for at teste min nyerhvervelse, dens evne til at slå græs med den frontmonterede plæneklipper, og hvordan den iøvrigt fungerede med det leverede udstyr.

Efter to timers let arbejde sprøjtede hydraulikolien ud til alle sider!

Købet må ophæves!

Jeg skyndte mig ind til computeren, fik standset min betaling fra banken, og skrev til Niels, at jeg på grund af væsentlige mangler lod Købet af en ONJ 430 gå tilbage. Og så kunne historien være stoppet inden den begyndte.

I den næste blog kan du læse om, hvad der så skete.

 

Nogle Links:

Niels Hareskov Jensen (Roller i dansk erhvervsliv)

ONJ traktor

Erfaringer med en ONJ-traktor

Jeg er den lykkelige ejer af et nedlagt landbrug med en tilhørende stor have, og havde brug for en lille kompakt traktor til at klare den interne transport af haveaffald, træ, træpiller, diverse byggematerialer. Samtidig skulle den fungere som et supplement til min eksisterende plæneklipper.

Efter grundig research på nettet, faldt mit valg på en kinesisk Dong Feng traktor, som sælges her i landet af ONJ: En ONJ 430 med vendegear og frontlift.

Denne blog er er tænkt som en hjælp til dig, som står overfor at skulle vælge at købe en sådan en DONG FENG DF-304 G2 eller lign.

Erfaringer med en ONJ-traktor

Jeg vil skrive om såvel gode som dårlige erfaringer med en ONJ-traktor. I min undersøgelse af markedet synes jeg, at det var svært at finde seriøse “brugeranmeldelser”.  Her er så et forsøg på at lave sådan een.

Jesper Hejl